Støt OvaCure

Science Symposium

OvaCure afholder hvert år vores Science Symposium

Formålet med OvaCures Science Symposium er at dele og formidle viden på tværs af fagfolk, patienter og pårørende. Æggestokkræft er på mange måder en overset sygdom, og derfor er det utrolig vigtigt, at vi italesætter behovet for mere forskning og lytter til de udfordringer, som både patienter og fagfolk oplever.

Ved OvaCures Science Symposium er der foruden muligheden for at blive en hel del klogere på æggestokkræft også rig mulighed for at netværke. Både før talerne går på og i den indlagte pause, kan patienterne stille kritiske spørgsmål og høre hinandens fortællinger.

Netop den brede forsamling gør, at sygdommen belyses fra flere vinkler, og symposiet er således med til at udbrede viden og oplysning. Sidst, men ikke mindst skaber OvaCures Science Symposium håb, fordi symposiet tillader folk at tænke ud af boksen og anskue sygdommen fra flere vinkler.

Talerne spændte bredt ved Science Symposium 2021

Temaet i år 2021 lød således: “Hvad skal der til for, at vi kan opspore æggestokkræft tidligere, og hvilke forskningsmetoder bringer fremtiden på kræftområdet?”

Det blev berørt gennem fem fantastiske taler, der på hver sin måde rørte publikum og medførte livlig dialog i salen.

Nanna Cornelius, Head of Science i OvaCure, talte således om, hvordan OvaCure arbejder, og hvorfor det er så vigtigt med mere forskning inden for æggestokkræft. Derefter fortalte Lars H. Engelholm fra Finsenlaboratoriet/Rigshospitalet:BRIC/Københavns Universitet om vejen fra grundforskning til kræftmedicin, mens Estrid Høgdall, professor og Ph.d. gjorde os klogere på tidlig opsporing af æggestokkræft. Lotte Holck, næstformand i KIU og Nana Holm, pårørende-ambassadør hos OvaCure, sluttede eftermiddagen af med et patient- og pårørendeperspektiv.

Ovarian Cancer Awareness Month

Ovarian Cancer Awareness Month faldt i 2021 i september, hvorfor OvaCure afholdt vores Science Symposium i netop den måned. Der mangler viden om æggestokkræft blandt læger og fagfolk, men også blandt den helt almindelige befolkning. Meget få ved med andre ord, at æggestokkræft er den mest dødelige gynækologiske kræftform, ligesom meget få er klar over, at sygdommen i høj grad mangler bevågenhed.

Det store fremmøde viser, at der er brug for at sætte æggestokkræft på dagsordenen

Både i 2019 og i 2021 var fremmødet stort og både fagfolk, patienter og pårørende udviste stor taknemmelighed for eventet. Ved det seneste event i 2021 gav særligt patienterne udtryk for, hvor vigtigt det er at se og høre, at der er forskning i gang, ligesom de var svært begejstrede for at kunne mødes og tale med ligesindede såvel som forskere og pårørende på kryds og tværs.

Hvem kan deltage?

OvaCure Science Symposium er for alle, der har en interesse inden for æggestokkræft. De primære deltagere er således forskere, læger, patienter og pårørende, men alle er velkomne.

Ved at tilmelde sig OvaCures nyhedsbrev, kan man blive blandt de første til at høre om vores Symposium, og hvordan man tilmelder sig. Eventet bliver typisk afholdt en hverdag om eftermiddagen, og det er helt gratis at deltage. Inden symposiet i september 2021, blev der desuden udgivet to artikler med en åben invitation. Artiklerne blev udgivet i henholdsvis Villabyerne og Østerbroliv.

“Det var en utrolig dejlig oplevelse at tale ved OvaCures Science Symposium i september 2021. Min mor er her ikke længere til at tale sin sag, så det betyder meget for mig, at jeg kan gøre det for hende.

Nana Holm
Pårørende-ambassadør hos OvaCure

_BAK5169

Tilmeld vores nyhedsbrev

Modtag OvaCures nyhedsbrev og vær den første til at høre om vores events og arrangementer. Nyhedsbrevet indeholder desuden information omkring vores projekter og forskningsresultater, og hvad der rører sig i OvaCure og på æggestokkræftområdet.