Støt OvaCure

OvaCure Innovation Challenge 2022 blev succesfuldt afviklet

Det er bestemt ikke hver dag, at nogle af verdens klogeste hoveder inden for kræftforskning samles under samme tag i København, men ikke desto mindre var det tilfældet under OvaCure Innovation Challenge 2022. 

Et unikt event

OvaCure Innovation Challenge er et helt unikt event idet formen langt fra ligner den traditionelle konference. Fremfor at lægge op til en envejskommunikation med en eller flere oplægsholdere, så er der i stedet fokus på at engagere deltagerne og skabe en dialog. Mange forskere har en tendens til at “holde på egne ideer”, og det forsøger OvaCure Innovation Challenge at nedbryde ved at fremtvinge samtænkning og idegenerering. Gennem forskellige sessioner bliver ideer præsenteret, brudt ned, bygget op og kombineret med andre ideer, og det hele sker blandt forskere fra forskellige lande og institutioner.

Deltagerne i tal….

  • I alt deltog 25 forskere fra 9 forskellige lande og 20 forskellige institutioner
  • Forskerne var i gennemsnit blevet citeret mere end 10.000 gange
  • Det gennemsnitlige h-index lå på 40, og det inkluderede både helt nye forskere uden et h-index og seniorforskere med et h-index på over 100 (et h-index er tegn på en forskers videnskabelige produktion og indflydelse, og et h-index på 40 er “fremragende”).

Lovende resultater

Eventet foregik over 2 dage fra den 19. – 20. september og deltagerne havde således knap 36 timer til at udvikle egentlige forskningsprojekter inden for æggestokkræft.

I alt blev fire forskningsprojekter præsenteret under den store awardfinale, og det er fire meget forskellige projekter. To af projekterne modtog 150.000 euro til igangsættelse, men OvaCure vil arbejde hårdt for, at alle fire projekter får vind i sejlene.

Awardfinalen gav samtidig mulighed for, at forskerne kunne møde patienter, pårørende og andre fremmødte, og det gav anledning til en god og spændende dialog.

Fra OvaCures side kunne vi ikke have bedt om mere, og deltagerne var ligeledes yderst tilfredse med eventet.  96% af deltagerne tilkendegav, at eventet havde sikret dem nye samarbejder, ligesom 92% mente, at eventet havde været brugbart eller ekstremt brugbart.

Nu ser vi frem til at følge projekterne og gøre en forskel for kvinder med æggestokkræft.