Nanas mor havde alle symptomerne, alligevel gik der flere måneder før, hun fik diagnosen æggestokkræft

”Min mor var rigtig skarp; hun var både fagligt klog og klog på livet. Hun var sådan en, man ikke ville spille Trivial Pursuit med. Men efter hendes sidste kemo var det anderledes. Hun var simpelt hen for træt til at tale om teoretiske og mere tunge emner”.

Nana mistede sin mor, Mette, efter et flerårigt kræftforløb, og som mange andre patienter og pårørende oplevede Nana manglende viden om æggestokkræft og symptomer, der ganske enkelt ikke blev taget alvorligt nok. For at skåne sine børn havde Mette ikke løbende fortalt Nana om smerterne i maven og lægebesøgene, hvor hun var blevet sendt hjem på en panodil. Derfor kom det som et chok, da Nana fik beskeden om sin mors sygdom: ”Jeg undlod at google sygdommen. I mange år afholdt jeg mig også fra at læse artikler. Jeg turde simpelt hen ikke”. I modsætning til Nana, måtte Mette vide, hvad hun var oppe imod, men hun holdt de grumme statistikker for sig selv. Det var først et år inden, Mette døde, at Nana indså, hun ville miste sin mor til æggestokkræft.

Nana gav dog ikke slip på håbet, for der er jo en lille procentdel, der bliver helbredt og kommer ud på den anden side – og hvorfor skulle det ikke være hendes mor? Sådan gik det desværre ikke, og i 2020 gik Mette bort.

Nu kan Nana ikke længere sende sine opgaver til korrekturlæsning hos sin mor, og hun kan heller ikke tabe stort i Trivial Pursuit. Det er forfærdelig hårdt. Nana har dog taget sin mors mantra til sig og ”gemmer aldrig det bedste til sidst”. Hun forsøger med andre ord at leve livet til fulde: ”Jeg spiser kage, hvis jeg har lyst til det, og jeg griber fat i mine drømme. Det er bare med at gøre det – det gælder om at være glad, mens man er her”.

Noget af det allermest frustrerende for Nana, der til tider stadig kan gøre hende ikke bare ked af det, men også vred, er de alarmklokker, der aldrig ringede hos lægerne. Mette havde samtlige symptomer på æggestokkræft, herunder øget tissetrang og mavesmerter og det til trods, blev hun gentagende gange sendt hjem fra lægen uden hverken en scanning eller en blodprøve. Til det siger Nana:

”Det er uhyggeligt, hvor mange kvinder der kan gå rundt med denne sygdom uden at vide det. Og selv når man ligesom min mor går til lægen med symptomer, så er ”æggestokkræft” ikke noget, der kommer op som en mulighed. Det betyder, at mange ikke kommer i det rette udredningsforløb – eller også kommer de i det for sent”.

Da Nanas mor fik stillet diagnosen, var det i stadie IV, hvor blot 30% overlever i mere end 5 år. Nana beskyttede sig selv og gik i en stor bue udenom faktabaserede artikler, der netop beskrev den lave overlevelsesrate blandt æggestokkræftpatienter. Da hun endelig kom til at læse noget, gik det op for hende, at hendes mor var på lånt tid: ”Det er skræmmende, hvor mange der bliver ramt og hvor mange, der simpelt hen ikke overlever. Det er virkelig en silent killer”.

Frustrationen bliver ikke mindre af, at andre kræftformer får langt mere bevågenhed – også selvom de statistisk set er mindre dødelige. Brystkræft får eksempelvis tilført langt flere økonomiske midler, ligesom der laves oplysningskampagner med mere. En af forklaringerne ligger måske i, at bryster er mere ”spiselige” og ”håndterbare” end æggestokke. Alle ved således, hvad brystkræft er, mens meget få har hørt om æggestokkræft. Samtidig kan det for mange virke nemmere at tale om bryster end om en kvindes underliv, og det spiller muligvis også ind. Det store fokus på brystkræft har været medvirkende til, at mange kvinder i dag løbende tjekker deres bryster for knuder og er særligt opmærksomme herpå. Mærker man en knude, er lægerne desuden hurtige til at reagere og langt de fleste bliver i dag helbredt for brystkræft. Dét er intet mindre end fantastisk, og det er den samme vej, vi skal nedad i forhold til æggestokkræft.

Nana håber derfor, at der i fremtiden vil tilføres flere midler til æggestokkræft: ”De bliver nødt til at tilføre lige så mange midler til æggestokkræft, som til eksempelvis brystkræft. På den måde kan de kloge og dygtige eksperter forske i sygdommen. Derudover skal vi sprede budskabet om, at æggestokkræft eksisterer, og at vi har brug for hjælp”.

Nana er selv med til at sprede budskabet ved at være pårørende-ambassadør for OvaCure og tale højt om æggestokkræft, hvornår end chancen byder sig. Og det er afgørende, at vi får æggestokkræft på dagsordenen, så kvinder med symptomer ikke oplever at blive sendt hjem fra lægen, når de kan mærke, at der er noget galt: ”Gå altid til lægen og slå altid knytnæven i bordet indtil, du føler, du er blevet hørt og set”, slutter Nana af.

Tilmeld vores nyhedsbrev

Modtag OvaCures nyhedsbrev og vær den første til at høre om vores events og arrangementer. Nyhedsbrevet indeholder desuden information omkring vores projekter og forskningsresultater, og hvad der rører sig i OvaCure og på æggestokkræftområdet.