Støt OvaCure

Vi er taknemmelige for år 2025

2025 har været et betydningsfuldt år for både forskningen og for OvaCure. Og igen i år har vi mærket støtten fra vores medlemmer.

Året har budt på vigtige videnskabelige gennembrud, politiske prioriteringer inden for kvinders sundhed og stærke fællesskaber, som alle bidrager til vores fælles mål: bedre forståelse, tidligere diagnosticering og bedre behandling af æggestokkræft.

Forskning i et globalt lys

På den globale forskningsscene blev 2025 markeret af, at Nobelprisen i fysiologi eller medicin blev tildelt tre forskere for deres opdagelser inden for perifer immuntolerance. Opdagelserne har stor betydning for forståelsen af immunsystemets rolle i sygdom – herunder kræft – og understreger, hvor afgørende grundforskning er for fremtidens behandlinger.

Samtidig har forskningen – i særdeleshed i USA – været under stærkt pres som følge af politiske beslutninger om at reducere og omprioritere en stor del af den føderale forskningsfinansiering. Under den amerikanske regering blev der gennemført omfattende ændringer i National Institutes of Healths (NIH) budget og tildeling af forskningsmidler, hvor flere milliarder dollars i støtte til biomedicinsk forskning blev indsnævret eller aflyst, herunder især projekter med fokus på diversitet og kvinders sundhed.

Heldigvis arbejdede NIH parallelt med disse udfordringer fortsat på at prioritere forskningen i kvinders sundhed ved at opdatere retningslinjer for kliniske studier — herunder kravene om, at kvinder og medlemmer af etniske minoriteter skal være inkluderet som deltagere i klinisk forskning, medmindre der er en stærk og videnskabelig begrundelse for deres udelukkelse.

Et vigtigt skridt for kvinders sundhed i Danmark

I Danmark kom kvinders sundhed også på dagsordenen, da regeringen afsatte 160 mio. kr. over de næste fire år til etableringen af et Nationalt Center for Forskning i Kvinders Sundhed. Det er en milepæl, som anerkender den historiske underfinansiering af kvindespecifikke sygdomme og skaber nye muligheder for forskning, samarbejde og vidensopbygning – til gavn for patienter både nu og i fremtiden.

OvaCure Innovation Challenge

I 2025 afholdt OvaCure vores OvaCure Innovation Challenge, hvor forskere og samarbejdspartnere mødtes for at udvikle nye idéer og forskningsprojekter inden for æggestokkræft. Innovation Challenge er et centralt element i OvaCures arbejde med at accelerere forskning og skabe tværfaglige samarbejder, der kan omsættes til konkrete fremskridt for patienterne. I år var temaet organoider, og The OvaCure Collection – verdens største samling af æggestokkræftorganoider – var det centrale omdrejningspunktet. Det prisvindende hold, ledet af professor Alexandra Leary, ønsker at anvende organoider fra både The OvaCure Collection samt egne patientafledte organoider til at undersøge rollen af ecDNA som en drivende faktor og indikator for behandlingsrespons. Vi har allerede påbegyndt samarbejdet med gruppen, der udover professor Alexandra Leary (Frankrig), består af James Brenton (England), Dr. Francis Jacob (Schweiz) og professor Birgitte Regenberg (Danmark).

Fællesskab og synlighed gennem Ladywalk

For andet år i træk var OvaCure støttemodtager ved Ladywalk. Endnu en gang gav arrangementet os mulighed for at møde engagerede deltagere over hele landet, skabe opmærksomhed om æggestokkræft og fortælle om vigtigheden af forskning. Støtten fra Ladywalk og de mange deltagere betyder meget for OvaCure – både økonomisk og i form af synlighed og opbakning.

Tak for opbakningen

2025 har vist, hvor meget der kan ske, når forskning, politisk vilje og civilsamfund arbejder i samme retning. Vi er dybt taknemmelige for alle medlemmer, donorer, samarbejdspartnere og frivillige, der støtter OvaCures arbejde.

Vi ser frem mod år 2026 med stor optimisme og fortsætter vores indsats for at styrke forskningen i æggestokkræft og forbedre livet for patienter og pårørende.

Tak for støtten – sammen gør vi en forskel.