Støt OvaCure

Generalforsamling 2026: Fortsat fremdrift og stærkt fællesskab i OvaCure

OvaCure afholdt den 4. maj 2026 ordinær generalforsamling med fokus på et år præget af vækst, forskningsfremskridt og stærkt engagement fra både medlemmer og samarbejdspartnere.

Generalforsamlingen blev indledt med valg af dirigent, hvor Anne Cathrine Wilhjelm blev valgt og bekræftede, at generalforsamlingen var rettidigt indkaldt.

I bestyrelsens beretning blev 2025 fremhævet som et markant år for OvaCure. Lanceringen af The OvaCure Collection har sat en ambitiøs retning mod at etablere verdens mest betydningsfulde biobank med organoider fra tumorer hos kvinder med æggestokkræft. Samtidig samlede OvaCure Innovation Challenge internationale forskere til to intensive dage med fokus på nye behandlingsmuligheder, hvor projektet Precision-ec modtog 350.000 euro i forskningsmidler.

OvaCure rundede desuden en vigtig milepæl med over 500 medlemmer, og i løbet af året blev der udbetalt mere end 1,7 mio. kroner til forskning. Foreningen modtog samtidig betydelige bidrag fra både private og fonde, som gør det muligt at styrke indsatsen yderligere.

Årsrapporten for 2025 blev godkendt uden bemærkninger, og der var ingen indkomne forslag til behandling. Kontingentet fastholdes på 50 kr.

Ved valg til bestyrelsen blev Anne Cathrine Wilhjelm genvalgt som formand, og den øvrige bestyrelse fortsætter uændret. Aaen og Co. Statsautoriserede Revisorer blev ligeledes genvalgt som revisor.

Generalforsamlingen bekræftede et stærkt fundament for OvaCures videre arbejde. Med opbakning fra medlemmer, frivillige, fonde og samarbejdspartnere fortsætter indsatsen for at skabe bedre behandlingsmuligheder og håb for kvinder med æggestokkræft.