Støt OvaCure

Alliancen for Kvinders sundhed – Årskonference

Hvordan løfter vi kvinders adgang til sundhed?

Den 24. september 2026 afholdt Alliancen for Kvinders Sundhed deres årskonference i Industriens Hus. OvaCure var med og havde således fornøjelsen af at høre de dygtige oplægsholdere, der spændte fra patienter, til studerende fra statskundskab og politikere.  Konferencen søgte at besvare to spørgsmål: Hvordan får vi flere idéer og forskningsresultater hele vejen fra problem til produkt og ud til de kvinder, der har brug for dem? Og hvordan sikrer vi, at mødet mellem patient og sundhedsvæsen bliver bedre, så kvinder får adgang til den rette behandling på det rette tidspunkt?

Der var mødt utroligt mange op til konferencen, hvilket vidner om vigtigheden og den store interesse for kvinders sundhed.

Det første panel på scenen diskuterede blandt andet innovation og kliniske undersøgelser og fremhævede, hvordan virksomheder er nødsaget til at være mere risikovillige og investere mere i kvindesundhed. Mange virksomheder undlader nemlig fortsat at inddrage kvinder i deres kliniske forsøg, fordi det simpelt hen er for dyrt at tage højde for kvinders anatomi og hormonniveau. Meget medicin og udstyr bliver kun testet på mænd og dosissen justeres efterfølgende, så den passer til kvindekroppen. Dette kan imidlertid få fatale konsekvenser, da kvindekroppen ikke bare er mandekroppen i en mindre udgave. Budskabet var således, at kvinder skal inddrages i de kliniske forsøg.

Det famøse ”gender data gap” blev også berørt, da manglen på kliniske forsøg, betyder mangel på data. Og uden data er det svært at sælge et produkt eller i det hele taget sælge ideen om, at der skal forskes mere i kvindesundhed. Det er en ond spiral, som skal afhjælpes politisk og med investeringer.

Efterfølgende gennemgik Sarah Buchwald og Linda Madsen, begge stud.scient.pol, hovedpointerne i deres speciale: “Mødet med det danske sundhedsvæsen: Et kvalitativt studie af kvinders oplevelser med endometriose i et køns- og klasseperspektiv”. De væsentligste pointer her var, at kvinder ofte oplever, at deres smerter ikke bliver taget seriøst – særligt af ældre læger. Desuden oplevede mange af kvinderne, at systemerne ikke talte sammen, og at deres forløb kunne have været meget mere effektivt og problemfrit, hvis det modsatte havde været tilfældet.

Afslutningsvist delte tre stærke kvinder deres sygdomshistorie og deres møde med sundhedsvæsenet. Her var det igen tydeligt, at deres smerter ikke var blevet taget alvorligt, at de forskellige instanser, som de blev kastet rundt imellem, ikke snakkede sammen eller fulgte samme retningslinjer, og at manglende behandlingsmuligheder og lange ventetider er en stor udfordring.

Selvom fokus ikke var på æggestokkræft, var der utrolig mange af historierne, der gav genklang. Derfor var det også opløftende at høre ligestillingsminister Ane Halsboe understrege vigtigheden af, at den nye viden, der vil følge med de 160 millioner, der nu er givet til kvinders sundhed, kommer til at blive delt med de privatpraktiserende læger.